Dantra køber 10 DAF-prisvindere

04.05.2018

Dantra har besluttet at opgradere sin flåde med 10 styk DAF XF 450 FT 4x2-trækkere med stor udstyrspakke. XF- og CF-serien er netop kåret som International Truck of the Year, altså verdens bedste lastbil i år. Det meget rummelige førerhus var med til at få de internationale lastbiljournalister til at give laurbærrene til DAFs nye XF- og CF-modeller. Den fremragende chaufførkomfort, som de 449 hk stærke trækkere byder på, er også en stærkt medvirkende til, at Dantra har investeret i dem.

 

 

– Vi har lagt vægt på god komfort, da vi valgte dem. Den valgte model er bestilt med den helt store chauffør-komfortpakke, bekræfter transportchef Bent Christensen Levring.


Han tilføjer, at de 10 nye DAF-trækkere erstatter seks ældre lastbiler, så netto vokser Dantra-flåden med fire til 133. Leveringen starter i uge 38 og slutter i uge 2 i 2019. De skal bruges til såkaldt sydgående tankvognskørsel mellem Danmark, Sverige, Tyskland samt Benelux-landene.


De nye trækkere har op til syv procent bedre brændstoføkonomi i forhold til forgængerne, og DAF lover tre års eller 500.000 kilometers garanti.