Pressemeddelelse

25.01.2012

Truckcenter Midtjylland og Truckcenter Padborg er pr. 1. februar overtaget af det nystiftede selskab Truckcenter A/S – med den hidtidige afdelingsleder i Padborg, Kjeld Clausen, som direktør og ejer.

Det er snart 40 år siden, det daværende Midtland Auto blev grundlagt i Hjøllund mellem Vejle og Viborg. I 1985 fulgte en filial i Padborg, og i 2009 skiftede de to værksteder navn til Truckcenter Midtjylland og Truckcenter Padborg. Den 1. februar er de overgået til en helt ny virksomhed, Truckcenter A/S. Kjeld Clausen, der siden starten har været værkfører i Padborg-afdelingen, er det nystiftede selskabs direktør og ejer. – Vi har været inde i en positiv udvikling siden 2009, hvor vi skiftede navn og investerede stort i at udvide vores palet af serviceydelser. Det har givet mange nye kunder samt øget omsætningen, og den vækstkurs vil vi nu videreføre med et fortsat fokus på viden, kvalitet og service. Jeg ser meget frem til de nye udfordringer og at fortsætte værkstedernes positive udvikling, siger han.

 

Kjeld Clausen vil i sin nye rolle som direktør have det overordnede ledelsesmæssige ansvar for de to værksteder med særligt fokus på drift og kundekontakt. Som værkfører i Padborg-afdelingen afløses han af den erfarne mekaniker Mike Christensen, der er udlært i firmaet og har arbejdet der de seneste 18 år, mens Bente Hansen som hidtil vil være ansvarlig for lageret. Administrationen af begge værksteder vil fremover ske fra Padborg, hvor Randi Truelsen er ansat i en nyoprettet stilling som bogholder. Værkfører Michael Kurek vil fortsat forestå den daglige ledelse af værkstedet på Truckcenter Midtjylland, hvor Erling Mikkelsen også fremover har ansvaret for lageret.

 

Ombygning og udvidelse i Padborg

De to truckcentre dækker et samlet areal på godt 50.000 m² på to centrale beliggenheder. Afdelingen i Midtjylland er placeret ved krydset mellem hovedvejene A13 og A15, mens Truckcenter Padborg ligger ved Shell på Transitvej – et stenkast fra E45. Begge centre reparerer og servicerer alle slags lastvogne og trailere samt udfører opbygningsopgaver. De holder åbent til ud på aftenen og tilbyder udvidede åbningstider efter aftale samt døgnvagt og udkald med service- eller blokvogn. Endelig råder værkstederne over godkendt bremsestand og testudstyr til alle bilmærker.

Truckcenter Padborg, der er grænseområdets eneste autoriserede DAF Service Dealer™, har i løbet af januar gennemgået en større ombygning og udvidelse. – Måneden forud for ejerskiftet har været det helt rigtige tidspunkt at skabe rum til et yderligere højnet aktivitetsniveau i fremtiden. Både lageret og kontoret er blevet udvidet for at give plads til flere reservedele og nye kolleger. Desuden har vi etableret badefaciliteter og opholdsrum for chauffører med Internet, kaffe, pc og tv til fri afbenyttelse ligesom på Truckcenter Midtjylland, fortæller Kjeld Clausen.

 

Vil differentiere sig på fleksibilitet og nærhed

Ifølge Kjeld Clausen er det naturligt at gennemføre den ny organisering nu, hvor markedet for lastvogns- og trailerservice i stigende grad domineres af få, store spillere. – Af erfaring ved vi, at vejen fra tanke til handling kan være lang i store organisationer, hvor det ikke altid kan lade sig gøre at imødekomme individuelle kundebehov, fordi man er underlagt stramme retningslinjer og standardkoncepter. Her vil vi gerne udgøre et alternativ til de store spillere, siger Kjeld Clausen, der ønsker at kombinere det bedste fra de store koncerner og de små, lokale værksteder.

Med 25 ansatte har vi kapaciteten til også at servicere store flådeejere, og vi er store nok til at have de rette specialkompetencer. Omvendt kan vi stadig differentiere os på fleksibilitet og nærhed til kunderne i forhold til de større aktører, både de danskejede og dem på udenlandske hænder. Størstedelen af kunderne er danske, og vi er samtidig stolte over, at vores måde at gøre tingene på tiltrækker flere og flere udenlandske vognmænd – specielt i Padborg, hvor værkstedet bl.a. benyttes af tyske, norske og østeuropæiske virksomheder, slutter værkstedsejeren.

 

Læs mere om Truckcenter Midtjylland og Truckcenter Padborg på www.truckcenter.as