Dantra afholder førstehjælpskursus og investerer i hjertestarter

11.05.2012

Med en beliggenhed langt fra nærmeste sygehus anser Dantra A/S det for væsentligt at prioritere akutberedskab på stedet. Derfor har vi netop investeret i en hjertestarter fra Falck Erhverv, der samtidig har afholdt udvidet førstehjælpskursus for 11 af vore medarbejdere.

 

 Hjertestarteren er en transportabel, batteridreven maskine, som betjenes manuelt. Ved at afgive elektrisk stød kan den genetablere normal blodcirkulation i et hjerte, som er holdt op med at pumpe blodet rundt. Den kan ikke fejlbetjenes og er let at bruge.

 

– Heldigvis har vi endnu ikke oplevet, at ansatte er ramt af hjertestop i arbejdstiden. Men når uheldet er ude, reduceres chancen for at overleve ganske betragteligt for hvert minut, der går uden basal førstehjælp. Vi må konstatere, at vi ligger et stykke vej fra nærmeste sygehus og akutberedskab, og derfor har vi valgt at afholde udvidede førstehjælpskurser samt investere i en hjertestarter til vores domicil i Hjøllund, siger økonomidirektør Morten Bitsch Janik.

 

Morten Janik forklarer, at alle må bruge en hjertestarter, og at man er godt rustet til at betjene den efter et kursus i livreddende førstehjælp. – Med 11 medarbejdere, som er uddannede i både førstehjælp og hjertestarteren, er vi godt dækket ind, hvis det værst tænkelige skulle ske, slutter han.