Dantra udvider bilparken med 11 nye DAF-lastvogne

10.10.2014
DAF har netop leveret yderligere fem lastvogne af typen XF Euro 6 til Dantra – de første i en serie på 11, hvoraf to erstatter eksisterende biler, mens de resterende ni går til en nettoudvidelse af koncernens bilflåde i ind- og udland.
 
– DAF forventer, at både drivline, aksler og motor på bilerne kan gå 1,6 mio. km, og det dækker vores behov, fortæller Kenneth Jensen, adm. direktør og koncernchef hos Dantra A/S.
 
Her er tale om modellen XF Euro 6 Space Cab med 460 hk, som ud over at være miljøvenlig byder på en række banebrydende nye egenskaber. Bilerne leveres i Dantras letgenkendelige røde farve og med en lang liste af ekstraudstyr, som især bidrager til højere sikkerhed – herunder røde sikkerhedsseler, airbags, håndfri telefoninstallationer, alkohollåse, frontkameraer, komplet ADR, DAF Night Lock, tolvtrins automatgearkasser samt hastighedsbegrænsning til 85 km/t.
 
Dantra har siden 1971 kørt med DAF, som længe har været det primære bilmærke i flåden. Koncernen var også først i Skandinavien til at indregistrere en DAF XF Euro 6, og nu følges den første ordre altså op med en ny og større.
 
– Efter at have testkørt XF Euro 6 igennem et år besluttede vi at udvide flåden, da vi fik behov for yderligere biler. Valget faldt på flere DAF XF’ere, fordi modellen scorer højt på både pris, driftsøkonomi og kvalitet, siger Kenneth Jensen.
 
Bilerne er designet til tankvognskørsel og opbygges hos Truckcenter A/S i Hjøllund. De vil gennem servicekontrakter blive vedligeholdt af Truckcenters afdelinger i Hjøllund, Padborg og Malmø. Dækkene er leveret af Michelin.